Du er ikke alene.
Ludomani påvirker sjældent kun den, der spiller. Som pårørende kan man gennem længere tid have levet med bekymringer, usikkerhed, brudte aftaler, løgne, økonomiske konsekvenser og mistillid.
Hjælp til dig og familien
I pårørendebehandlingen får du mulighed for at bearbejde de konsekvenser, som spillet har haft for dig og familien.
Du vil i pårørende behandlingen få læring omkring hvad ludomani er samt undervisning i forskellige relevante temaer. Du får redskaber til, hvordan du passer på dig selv, sætter sunde grænser og håndterer de udfordringer, der kan opstå, når familien skal finde videre efter en svær tid med spil.
Vi arbejder med tillid, kommunikation, grænsesætning og egenomsorg – og med, hvordan tilliden stille og roligt kan bygges op igen.
Tillid kommer sjældent tilbage fra den ene dag til den anden. Den genskabes over tid gennem åbenhed, ærlighed, gennemsigtighed og handlinger, der viser, at der igen er noget at have tillid til.
I gruppen møder du andre pårørende, som står eller har stået i en situation, der minder om din. Det giver mulighed for genkendelse og spejling – og oplevelsen af, at du ikke står alene med de tanker og følelser, der kan følge med, når ludomani rammer en familie.
Pårørendebehandling er inkluderet i den samlede behandlingspakke og består af 4 mødegange.
Genkend tegnene på spilafhængighed
Problemer med pengespil kan komme til udtryk på mange forskellige måder, og mennesker reagerer forskelligt på den belastning, som spillet kan medføre.
Som pårørende lægger man måske mærke til, at ens ven, partner eller familiemedlem har forandret sig. Personen virker måske mere trist, stresset eller irritabel og begynder at trække sig fra andre.
Hvis du har en fornemmelse af, at en person tæt på dig har problemer med pengespil, er der forskellige tegn, du kan være opmærksom på.
Se tegn, du kan være opmærksom på
Det kan eksempelvis være, at personen:
- Let bliver irritabel og ofte kommer i konflikt med andre
- Virker mentalt fraværende, når I er sammen
- Er meget optaget af spil, odds og resultater
- Ofte lyver eller kommer med undskyldninger og forklaringer, der ikke hænger sammen
- Har et forbrug, der ikke stemmer overens med indkomsten
- Ofte har økonomiske problemer eller beder om at låne penge
- Bryder aftaler eller bliver væk fra arbejde, uddannelse eller skole
- Taler meget om pengespil og fortæller om gevinster, men sjældent om de penge, der er tabt
- Begynder at isolere sig og trækker sig fra familie, venner og fritidsaktiviteter
- Virker nedtrykt eller har tydelige humørsvingninger
- Ændrer søvnmønster eller sover dårligt
- Virker bekymret, anspændt eller rastløs
- Viser tegn på angst eller depression
Et enkelt tegn betyder ikke nødvendigvis, at personen har udviklet spilafhængighed. Men hvis du genkender flere af tegnene, og forandringerne fortsætter over tid, kan det være vigtigt at reagere og søge rådgivning.
Som pårørende behøver du ikke stå alene med din bekymring. Du kan få hjælp til at forstå situationen og finde ud af, hvordan du bedst passer på både dig selv og den person, du er bekymret for.
Tag det første skridt
Du er velkommen til at kontakte Spillefrihed og få en gratis og uforpligtende forsamtale.
